Nyheder
Du kan læse mere og se en masse opdaterede billeder af os på www.facebook.com/KFUMSpejderneAabyhoej
GRUPPEWEEKEND 5-7. APRIL 2019
Vi var ca. 70 børn og voksne i hytten Olufsborg i Sondrup Bakker. Pludselig fik vi besøg af to rumvæsener, som skulle have hjælp til at komme tilbage til deres egen planet i universet. Bævere, ulve, juniorer og spejdere i blandede hold arbejdede hårdt og morede sig med at løse opgaver hele weekenden, så de to kunne vende hjem.
Vi spiste selvfølgelig rum-raketter (lignede hotdogs!). Dejlig weekend med super stemning og solskinsvejr. Forældrenes dejlige boller og kager bidrog til den gode forplejning.
BUSK-GUDSTJENESTE 2018
Børnegudstjeneste i Åbyhøj Kirke 28. oktober. Temaet var “Vi er i Guds hænder” og Emil fra Lønneberg deltog også! KFUM-spejderne i Åbyhøj var med til at udsmykke kirken, lave optrin, læse bøn og meget andet. Vi var rigtig mange i grøn uniform, og det var festligt. Godt gået.
SANKT HANS I ÅBYHØJ PARK
Sankt Hansbål var forbudt på grund af tørken! Heldigvis var bålfade tilladt, så vi kunne lave et fint bål til de små og senere på aftenen et “stort” bål i Åbyhøj Park. Vi havde rigtig travlt med mange børn til vores aktiviteter, men det gik fint med en stor indsats fra tropspejdere, ledere og forældre.
GRUPPEWEEKEND 2018
De gale og måske geniale videnskabsmænd inviterede til gruppeweekend i den imponerende Wigwam-hytte i Horsens 2-4. marts. Vi var ca. 60 børn og voksne, og berømtheder som Niels Bohr og Tyco Brahe deltog også. På trods af det kølige vejr var vi meget udenfor, og en masse tropspejdere sov i shelter eller telt. Der var skumle natløb, sjove aktiviteter, lækre kager og stemningsfulde lejrbål i det store overdækkede rum. Det gik faktisk rigtig godt, og store og små spejdere var gode til at samarbejde og være sammen.
FASTELAVN OG GRUPPERÅDSVALG 2018
I februar blev katten slået af 4 tønder i Sognegården. Der var kroner til konger og dronninger og præmie for bedst udklædte – desværre ikke til bedst udklædte ledere. Forældrene fik en fin orientering om spejderarbejdet i 2017, og der var sjove videoklip, hvor børnene fortalte. Regnskabet blev godkendt. Vi valgte det nye grupperåd, der består af 7 meget interesserede forældre.
BUSK-GUDSTJENESTE 2017
Bibelfortællingen om kongesønnens bryllup var temaet til BUSK -gudstjenesten (Børn-Unge-Sogn-Kirke) 29. oktober i Åbyhøj Kirke. Spejderne havde pyntet kirken og dem selv til fest og lavede optrin. Der blev vist video-klip med gæsternes dårlige undskyldninger for ikke at komme til brylluppet. Rigtig mange bævere, ulve, tropspejdere og ledere medvirkede. Et fedt orkester med flygel, trommer, bas og trompet gav en god musikalsk stemning.
SPEJDERNES LEJR 2017 I SØNDERBORG
Vi deltog med 30 spejdere og ledere, havde spændende aktiviteter og gode oplevelser. Vi boede sammen med en norsk venskabstrop fra Bø. Der var 37.000 deltagere fra KFUM-spejderne, de blå spejdere og de grønne pigespejdere samt en masse udenlandske spejdere. Lejrens tema var “Vi sætter spor”, og vartegnet var en kæmpe støvle, som skal blive stående som udsigtstårn.
SANKT HANS 2017
KFUM-spejderne, de blå spejdere, basketklubben og Åbyhøj Fællesråd arrangerede den traditionelle Sankt Hans fest i Åbyhøj Park. Vi var rigtig mange ledere, tropspejdere og forældre, der lavede sumobrydning, “gallopbane” og bålaktiviteter. Vi sørgede også for et lille bål til de små kl. 19 og et stort bål kl. 21. Masser af Åbyhøj-borgere var mødt op og alt klappede fint. Selv vejret var OK i modsætning til sidste års styrtregn.
DISTRIKTSTURNERING 2017
Åbyhøj og Skjoldhøj Gruppe arrangerede årets distriktsturnering for ulve og bævere i Åbyhøj park. Guldsmede Hugo var på besøg og børnene skulle besøge hans venner rundt om i naturen. Åbyhøjs bævere vandt for 6. gang i træk – godt gået!
GRUPPEWEEKEND 2017
I marts var 65 børn og voksne på en fed tur i Horsens. Lederne var skiftet ud med rå pirater, og børnene blev også tvunget til at at blive pirater. Heldigvis gik tiden fint med kanonskydning, skattejagt, hasardspild, masteklatring og mand-over-bord-øvelser. Maden var fint tilberedt af nogle halvgamle landkrabber.
LOPPEMARKED 2016
Vi havde loppemarked med 5 salgsdage i september med Voksenpatruljen og spejderne i Skæring. Der blev ydet en stor indsats, som gav et pænt overskud til Åbyhøj Gruppe på mere end 40.000 kr.
SOMMERLEJREN 2016
Årets sommerlejr var distriktslejren: AROS-lejren 2016 på Moselund Spejdercenter, hvor alle enheder var afsted. Du kan se billeder fra lejren på facebooksiden: https://www.facebook.com/aroslejren eller hjemmesiden: http://aroslejren.dk/